torsdag den 28. maj 2015
Tulipaner af den gamle slags
Så er det årstiden med masser af tulipaner.
Den almindelige Apeldorn har for længst mistet hovedet og de gamle 'uden navn' har taget over. De står der i massevis. De står i lange rækker, de står i store grupper i staudebedet og enkelte titter frem i kanten af buskene.
Ind imellem synes jeg de skal en tur op og deles. Det resulterer bare at jeg ikke får alle de små løg op og efter et par år står der en ny flok.
I mit barndomshjem havde vi også denne gamle sort 'uden navn' i stort tal. Et af årets højdepunkter var pinsen med kaffe under de blomstrende æbletræer, hvor tulipanerne stod i en tæt ring omkring.
Så da jeg for år tilbage overtog denne gamle have og fandt et par enkelte i studebedet, værnede jeg om dem og har i årenes løb formeret dem op.
Selvfølgelig kan jeg ikke stå for at købe nogle flotte nye sorter, men de holder bare ikke så længe bortset fra Quin of Night, som nok er min ynglings-tulipan.
Dejligt når tulipansæsonen rækker helt fra påskeliljer d til stauderne er vokset til og begynder at folde sig ud.
lørdag den 21. marts 2015
Hosta-bedet med forårsblomster
Det begynder med Erantis og Vintergækker.
Så står Krokusk der i hobetal.
Og derefter kommer den sene Tulipan op gennem Hostaen inden den selv sætter sine lyslilla blomster.
Slutter af med høstfarver og frøstande til vinterdekoration.
Samtidig er Hostaen fuldkommen herre over ukrudt, som ikke har en levende chance i dens selskab i sommerens løb.
Godt nok er sneglene også glade for den, men dens frodighed er så stor, så det anfægte ikke planten.
Kun er "lugekonen" lidt utilfreds med alle hullerne sneglene efterlader. Til gengæld ved hun også, hvor man skal jage dem.
I et skelområde har jeg en række Træer (Hanesporetjørn). Under dem en række buske (Cotoneaster) og der under igen en række storbladet Hosta, som står i selskab med masser af påskeliljer og tulipaner, som visner væk under Hostaens store blade.
Det er virkelig et bed, der kræver et minimum ar pleje og stopper naboens løbende ukrudt.
Et godt islæt til den "NEMME HAVE"
søndag den 15. marts 2015
Krokus - urkraft og ynde
Imponerende hvordan krokussens urkraft går igennem flere forhindringerne og formerer sig år efter år.
Glemte løg kommer bare op gennem det hele, helt nede fra de dybere lag.
Disse gule tidlige krokus købte én pose af for 30 år siden og tog dem med fra have til have.
Nu har de så stået i min nuværende have i 15 år og har bredt sig til hundredevis med- og uden min hjælp.
De blå er de tidligste, og dem har jeg ikke engang selv sat.
De kommer så dybt nede fra, at jeg ikke kan grave dem op og flytte dem.
Buketten er fra den 23. februar lavet til en fødselsdagsfrokost.
En meget yndefuld krokus
tirsdag den 13. januar 2015
Havearkitektens planer i egen have
Naturen lader sig ikke altid diktere af fine forkromede planer.
Træer vælter. Træer får sygdom og må lade livet. Træer udvikler sig ikke efter planen. Det hele må tages op til ny revision.
Det er tiåret for det første anlæg af parcellen efter fjernelse af en tyve år gl. granskov. Det skulde være en fugleskov med frugtbærende træer i vifteformet rækker.
Så kom ændringerne hen ad vejen. Først et stort drivhus. Så røg der noget græsplæne til køkkenhave. Fint supplement til originalplanen. Så kom de store forandringer. Først "kæmpen der faldt" en anledning til plantning af en bøgehæk og fjernelse af nogle for store Cotoneasters.
Men det ændrede åbenbart ikke på at de fem Bærmispeler til stadighed fik meldug og mistrives, så de blev fjernet i efteråret.
Og nu beslutningen om at opgive en række af Røn "Do Don". Een efter een bliver de angrebet af en form for virus lige under podestedet og mister barkforbindelsen til roden - og det giver sig selv - en fældning før de vælter af sig selv.
Så nu er der lagt en ny plan ud fra de overlevne træer - et par Røn, rækken af Paradisæbler og rækken af Hanesporetjørn - som endelig har fået en fornuftig størrelse efter ti år.
Men det skal man ikke være så ked af. Det giver mulighed for nye projekter og arkitektoniske afprøvninger. Haven er stadig en skulptur evig forandring.
2006 |
2014 |
målet er nået - ren idyl |
Abonner på:
Opslag (Atom)