Tulipaner af den gamle slags

Så er det årstiden med masser af tulipaner.
Den almindelige Apeldorn har for længst mistet hovedet og de gamle 'uden navn' har taget over. De står der i massevis. De står i lange rækker, de står i store grupper i staudebedet og enkelte titter frem i kanten af buskene.

Ind imellem synes jeg de skal en tur op og deles. Det resulterer bare at jeg ikke får  alle de små løg op og efter et par år står der en ny flok.

I mit barndomshjem havde vi også denne gamle sort 'uden navn' i stort tal. Et af årets højdepunkter var pinsen med kaffe under de blomstrende æbletræer, hvor tulipanerne stod i en tæt ring omkring.

Så da jeg for år tilbage overtog denne gamle have og fandt et par enkelte i studebedet, værnede jeg om dem og har i årenes løb formeret dem op.


Selvfølgelig kan jeg ikke stå for at købe nogle flotte nye sorter, men de holder bare ikke så længe bortset fra Quin of Night, som nok er min ynglings-tulipan.


Dejligt når tulipansæsonen rækker helt fra påskeliljer d til stauderne er vokset til og begynder at folde sig ud.

Hosta-bedet med forårsblomster

Det begynder med Erantis og Vintergækker.

Så står Krokusk der i hobetal.

Og derefter kommer den sene Tulipan op gennem Hostaen inden den selv sætter sine lyslilla blomster.

Slutter af med høstfarver og frøstande til vinterdekoration.




Samtidig er Hostaen fuldkommen herre over ukrudt, som ikke har en levende chance i dens selskab i sommerens løb.

Godt nok er sneglene også glade for den, men dens frodighed er så stor, så det anfægte ikke planten.

Kun er "lugekonen" lidt utilfreds med alle hullerne sneglene efterlader. Til gengæld ved hun også, hvor man skal jage dem.



I et skelområde har jeg en række Træer (Hanesporetjørn). Under dem en række buske (Cotoneaster) og der under igen en række storbladet Hosta, som står i selskab med masser af påskeliljer og tulipaner, som visner væk under Hostaens store blade.


Det er virkelig et bed, der kræver et minimum ar pleje og stopper naboens løbende ukrudt.


Et godt islæt til den "NEMME HAVE"

Krokus - urkraft og ynde

 

Imponerende hvordan krokussens urkraft går igennem flere forhindringerne og formerer sig år efter år.
Glemte løg kommer bare op gennem det hele, helt nede fra de dybere lag.
Disse gule tidlige krokus købte én pose af for 30 år siden og tog dem med fra have til have.

Nu har de så stået i min nuværende have i 15 år og har bredt sig til hundredevis med- og uden min hjælp.

De blå er de tidligste, og dem har jeg ikke engang selv sat.

De kommer så dybt nede fra, at jeg ikke kan grave dem op og flytte dem.

 

Buketten er fra den 23. februar lavet til en fødselsdagsfrokost.

En meget yndefuld krokus



Havearkitektens planer i egen have



Naturen lader sig ikke altid diktere af fine forkromede planer.
Træer vælter. Træer får sygdom og må lade livet. Træer udvikler sig ikke efter planen. Det hele må tages op til ny revision.

Det er tiåret for det første anlæg af parcellen efter fjernelse af en tyve år gl. granskov. Det skulde være en fugleskov med frugtbærende træer i vifteformet rækker.

Så kom ændringerne hen ad vejen. Først et stort drivhus. Så røg der noget græsplæne til køkkenhave. Fint supplement til originalplanen. Så kom de store forandringer. Først "kæmpen der faldt" en anledning til plantning af en bøgehæk og fjernelse af nogle for store Cotoneasters.
Men det ændrede åbenbart ikke på at de fem Bærmispeler til stadighed fik meldug og mistrives, så de blev fjernet i efteråret.
Og nu beslutningen om at opgive en  række af Røn "Do Don". Een efter een bliver de angrebet af en form for virus lige under podestedet og mister barkforbindelsen til roden - og det giver sig selv - en fældning før de vælter af sig selv.

Så nu er der lagt en ny plan ud fra de overlevne træer - et par Røn, rækken af Paradisæbler og rækken af Hanesporetjørn - som endelig har fået en fornuftig størrelse efter ti år.

Men det skal man ikke være så ked af. Det giver mulighed for nye projekter og arkitektoniske afprøvninger. Haven er stadig en skulptur evig forandring.

2006

2014

målet er nået - ren idyl

 

Insektbo i stor størrelse

En ny stor bolig til mine mange insekter.
Vi skal jo være gode ved vores insekter i haven.

Nogle af insekterne er vi nok ikke så gode til at se nytten af, f.eks. når vi kommer forbi kålen og ser resterne af et festmåltid. Men de er med i det store kredsløb og jeg nyder jo også det rige fugleliv - sommerfuglenes pragt - guldsmedene - frøer, tudser og pindsvin.

Sidste års storm fjernede et at havens markante træer, og der blev nu plads til nye tanker omkring området, som var indrettet efter træet.


Jeg har masser af levesteder for insekterne i min have, men når der alligevel skulle laves en halvvæg til et opbevaringssted, kunne det lige så god laves som et stort insektbo.

En smal høj kasse af rionet blev svejst sammen og gravet godt ned.

Så er det bare med at fylde i, hvad man har fra haven.
Færdigt er det ikke - og det bliver det nok heller ikke. Noget vil let forgå og skal løbende fornyes. Men så har man også et sted at lægge grene fra haven og andet affald.

Det kan også være der til foråret kommer en klatreplante op af den - måske en ikke for kraftigt voksende rose

I helt nye haver er der endnu mere behov for et tilflugtssted til insekterne.

Det kan som sagt udføres ganske dekorative.

På et familietræf lavede vi såvel voksne som børn insektbo i kasser. Det var et hyggeligt projekt og udformningen er kun begrænset af fantasien. Har man mod på at lave flere, er de ganske dekorative at hænge op på en væg.

Jeg så dem også til salg på et blomstermarked i Berlin, men det er dag sjovere at lave dem selv.

Der kan jo også laves som en stor selvstændig skulptur, som jeg så på en haveudstilling i Holland.

NB: Nisserne er rejst videre til mine børnebørn

set i Appeltern Udstillingshaver

 



 

 

 

 

 

 

 



Genbrug til haven

Toilet cisterner kasseret fra en ombygning og her genanvendt til blomsterkrukker.

Lige nu med lidt vinterpynt.
Næste sommer kan de så afprøves med blomster - f.eks. Princesseskørt, som lige nu ligger godt bevaret som en del af min frøbank.

Sommergul i november - Rudbeckia

Sommer-rudbeckia er en fantastisk blomst.
Grundet flere forhindringer fik jeg den først sået og udplantet sent.

Sorten har jeg ikke styr på. Det er frø af en plante, som er frø af en foræring, som er ........

Nu står de stadig derude foran mit vindue intetanende om, at de snart bliver frosset til jorden. Deres beslægtede stauder har for længst pakket sammen og står med sorte frøstande.

For et par år siden bredte jeg en pose af 'Rustic Dwarf' ud over staudebedet. Det var et pragtsyn, som endda blev foreviget i lokalt TV.

Det er sket at en enkelt har sået sig selv, men ellers kræver de en forkultivering i drivhus el. lign.
Det kræver så også at man ikke tager på længere forårsrejser.

Så er det nemmere med staudeudgaverne, som kommer år efter år og fint kan indgå på en solåben plads i den 'nemme have' der kan passe sig selv.






Rudb. fulgida var. sullivantii 'Goldsturm' - Solhat

 

Buket af efterår - haven kan endnu

Stjerneskærm Astrantia
Chrysanthemum
Leucothoë
og enkelte rosenknopper

Stjerneskærm har først sidste år fanget min interesse i forbindelse med anlægget af et hvidt staudebed. Den har simpel hen blomstret hele sommeren og gør det stadigt. Jeg har købt en dyp mørkerød, som skal finde en plads i mit røde staudebed, når det til foråret skal lægges om/renoveres. Man skal jo ikke gå ned på nye planer og gode ideer.

Chrysanthemum har jeg i form af to moderplanter i baljer i drivhuset. En hvid og en rød. Hver forår tar' jeg stiklinger af dem og laver planter, som fylder godt i potter og huller i staudebedene her hen på efteråret. På friland er de ved at blomstre af - især de hvide, men i drivhuset står de længe.

Luecothoë har jeg fået ved et tilfælde. Oven i købet i flere varianter. Det var vist noget med et plante-ophørsudsalg og dengang manglende viden. De fungerer nu godt som bunddække i almindelig muldjord og giver de grønne blade, langt hen på året. De er lidt sarte over for en kold østenvind, men kommer altid igen med nye skud.

Og ja så er der lige rosenknopperne. De roser - de roser - de kan da slet ikke få nok i år. De sætter ufortrøden en ene kop i gang igen og igen. Sikke et efterår

Haven måtte passe sig selv

 

Tilbage i haven og på tasterne er det et overdådigt farveudvalg, der inspirerer til at lukke linsen ud.

 

Morgensolen står lavt ind over haven, som er våd og lidt hvid efter årets første frostnat. Et kort intermezzo før endnu en varmebølge.

 

Et rigtigt godt tiltag/temperatur, så man kan få de sidste ting gjort færdigt til vinteren.

 

Haven må passe sig selv

Sommeren har åbenbaret hvilke dele af haven, der kræver et minimum af pasning. Om den kunne "passe sig selv". En anlægsform som viser sig godt at stræbe efter, når man bliver ukampdygtig med en syg, ubevægelig højre arm over flere måneder.

 

Helt passe sig selv kan haven ikke. Men her er arealer, som er let tilgængelige for andre at holde også værd at stræbe efter. Og her taler jeg ikke om store flise- og stenarealer og flis, men om gode bunddækkeplanter og veldefinerede arealer.

Nyanlæg

Heldigvis er lugekonen delvis aktiv igen. Og ideerne er der ikke mangel på. Så flere sjove tiltag er sat i gang. Men alle nye anlæg bliver overvejet i lyset af, om det kan klare sig med en minimum af arbejde. Man bliver jo ikke yngre. 

 

Drivhuset har været nemmest at passe. Der skulde der bare nippes og plukkes.

Dog har fornuften måtte vige for iveren efter at få puttet en masse frø i jorden. Jeg kan ikke stå for at kunne fylde krukker og bede med især stedmoderblomster - og frø blev der jo mange af i sommer.

Et let bed

Det med et blandet etårige blomsterbed får en tur til til næste år. Mit lille urtebed trængte til noget mere skifte i væksterne og noget let. Så det blev en pose blandet blomsterfrø og andre overskudsfrø fra gemmerne, som kom ud på jorden. Det skal prøves en gang mere, men med en bedre opbinding. Nogle stolper med et vandret net imellem, som de kan gro op igennem og blive støttet af.

 

Roser og træer

Mine forholdsvise unge buskroser (jeg fik dem ikke klippet ned i foråret) har i den grad givet valuta for pengene - og de er ikke færdige endnu - hverken de hvide eller de røde. - Og de er da så ligeglade om de er blevet luget!!

Det samme gælde træerne som trofast leverer deres skiftende udtryk med blomster, bær og smukke bladfarver.

Haven kan god selv, hvis man er opmærksom på planternes naturlige sammenspil

se også "Den nemme have der passer sig selv" fra den 24/3/13 på denne blog

Grøftekant ved Pyrenæerne

Iris i lange baner.
En køretur, ned gennem foråret til den tidlige sommer rundt om Pyrenæerne, er en lise for øjnene med kilometerlange blomstrende hegn og ny-udsprungne træer i alle deres farvevarianter og former.


Helt nede i bunden af Frankrig mødte os en mængede træer med lyserøde blomster, som jeg ikke kunne finde ud af hvad var.


Derimod var der kending i en lille landsby, hvor Irisen stod i fuld flor i en grøftekant.


Vel hjemme igen modtages jeg så af Bærmispelen og tulipanerne fuldt udsprungne i min have.

Det kan man da kalde en forårsmåned.



også i grøftekanten en plante
der ligger uden for min kendskab

Fornyelsen efter kæmpen som faldt

Når så stort et træ forsvinder bliver der et stort tomrum i haven.

Først var der et kæmpe oprydningsarbejde. Det der kunne bruges til varme i ovnen blev savet op, flækket og stablet. Det gav alligevel 4 rummeter.

Så var der al toppen. Krogede og filtrede uhåndterlige grene, som skulle væk. Det blev med løsningen - leje af en flishugger for en dag. Det gav så yderligere en kubikmeter i flis.
Sådant noget kan jo altid bruges i en have. Noget er allerede lagt ud på aviser omkring en ung hæk i et vildtvoksent hjørne. Og ja så - er da også anvendeligt for lidt graveri af barnebarnet.



Så kom spørgsmålet, hvad så lille fru havedesigner.

Jo set i et nyt lys så var der også et par gamle buske, der var blevet for store og ikke rigtigt mere passede ind i sammenhængen.

Altså op med dem -- ikke en nem opgave, men her er det godt at lokke manden ud i haven med hans drænspade og en saks. Det har han forstand på, og væk kom de genstridige rødder.

Næste skridt blev så plantningen af en bred bøgehæk til at indramme hele vores arbejdsområde med brænde og kompost. 


130 store planter (jeg er for gammel til at vente på små planter) leveret med posten.
Og så skulde der plantes i to rækker efter nøje udmåling med haveslange og pinde.
Det er lidt sent på vinterhalvåret at plante, så den skal virkeligt eftervandes hele sommeren over. Heldigvis har jeg i forvejen en lang siveslange, som nu er lagt ud mellem rækkerne.


Så nu venter jeg bare på at hækken folder sig ud flot og bred, så den med tiden kan klippes til i en smuk stram slyngende skulptur.

Kjolen og krokusen

De vælter op i haven. I forskellige tempi og farver. Og så gør solen jo i disse dage alt for at åbne de blomsterne krokus til et blændende farveorgie. Erantis og vintergækkerne står der med deres nu farveløshed og næsten undskylder deres eksistens.

Især den solgule krokus er meget villig til at brede sig.
Jeg købte en enkelt pose for tredive år siden og de har flyttet med mig fra have til have.
I min nuværende have har jeg gennem årene flyttet rundt på dem flere gange. Hver gang har jeg ikke fået gravet alle løgnene op og derfor titter de nu frem alle muglige steder.
Nogle steder kommer de også op gennem andre planter, fordi konen her ikke kan huske dem, når jeg senere på året er ude plante og flytte rundt. Men det er bare hyggeligt. Hvis det er helt galt tar' jeg ved deres lange blade efter blomstring og flytter dem til et bedre sted.
Skulpturen er lavet af "manden i huset"