Buket af efterår - haven kan endnu

Stjerneskærm Astrantia
Chrysanthemum
Leucothoë
og enkelte rosenknopper

Stjerneskærm har først sidste år fanget min interesse i forbindelse med anlægget af et hvidt staudebed. Den har simpel hen blomstret hele sommeren og gør det stadigt. Jeg har købt en dyp mørkerød, som skal finde en plads i mit røde staudebed, når det til foråret skal lægges om/renoveres. Man skal jo ikke gå ned på nye planer og gode ideer.

Chrysanthemum har jeg i form af to moderplanter i baljer i drivhuset. En hvid og en rød. Hver forår tar' jeg stiklinger af dem og laver planter, som fylder godt i potter og huller i staudebedene her hen på efteråret. På friland er de ved at blomstre af - især de hvide, men i drivhuset står de længe.

Luecothoë har jeg fået ved et tilfælde. Oven i købet i flere varianter. Det var vist noget med et plante-ophørsudsalg og dengang manglende viden. De fungerer nu godt som bunddække i almindelig muldjord og giver de grønne blade, langt hen på året. De er lidt sarte over for en kold østenvind, men kommer altid igen med nye skud.

Og ja så er der lige rosenknopperne. De roser - de roser - de kan da slet ikke få nok i år. De sætter ufortrøden en ene kop i gang igen og igen. Sikke et efterår

Haven måtte passe sig selv

 

Tilbage i haven og på tasterne er det et overdådigt farveudvalg, der inspirerer til at lukke linsen ud.

 

Morgensolen står lavt ind over haven, som er våd og lidt hvid efter årets første frostnat. Et kort intermezzo før endnu en varmebølge.

 

Et rigtigt godt tiltag/temperatur, så man kan få de sidste ting gjort færdigt til vinteren.

 

Haven må passe sig selv

Sommeren har åbenbaret hvilke dele af haven, der kræver et minimum af pasning. Om den kunne "passe sig selv". En anlægsform som viser sig godt at stræbe efter, når man bliver ukampdygtig med en syg, ubevægelig højre arm over flere måneder.

 

Helt passe sig selv kan haven ikke. Men her er arealer, som er let tilgængelige for andre at holde også værd at stræbe efter. Og her taler jeg ikke om store flise- og stenarealer og flis, men om gode bunddækkeplanter og veldefinerede arealer.

Nyanlæg

Heldigvis er lugekonen delvis aktiv igen. Og ideerne er der ikke mangel på. Så flere sjove tiltag er sat i gang. Men alle nye anlæg bliver overvejet i lyset af, om det kan klare sig med en minimum af arbejde. Man bliver jo ikke yngre. 

 

Drivhuset har været nemmest at passe. Der skulde der bare nippes og plukkes.

Dog har fornuften måtte vige for iveren efter at få puttet en masse frø i jorden. Jeg kan ikke stå for at kunne fylde krukker og bede med især stedmoderblomster - og frø blev der jo mange af i sommer.

Et let bed

Det med et blandet etårige blomsterbed får en tur til til næste år. Mit lille urtebed trængte til noget mere skifte i væksterne og noget let. Så det blev en pose blandet blomsterfrø og andre overskudsfrø fra gemmerne, som kom ud på jorden. Det skal prøves en gang mere, men med en bedre opbinding. Nogle stolper med et vandret net imellem, som de kan gro op igennem og blive støttet af.

 

Roser og træer

Mine forholdsvise unge buskroser (jeg fik dem ikke klippet ned i foråret) har i den grad givet valuta for pengene - og de er ikke færdige endnu - hverken de hvide eller de røde. - Og de er da så ligeglade om de er blevet luget!!

Det samme gælde træerne som trofast leverer deres skiftende udtryk med blomster, bær og smukke bladfarver.

Haven kan god selv, hvis man er opmærksom på planternes naturlige sammenspil

se også "Den nemme have der passer sig selv" fra den 24/3/13 på denne blog

Grøftekant ved Pyrenæerne

Iris i lange baner.
En køretur, ned gennem foråret til den tidlige sommer rundt om Pyrenæerne, er en lise for øjnene med kilometerlange blomstrende hegn og ny-udsprungne træer i alle deres farvevarianter og former.


Helt nede i bunden af Frankrig mødte os en mængede træer med lyserøde blomster, som jeg ikke kunne finde ud af hvad var.


Derimod var der kending i en lille landsby, hvor Irisen stod i fuld flor i en grøftekant.


Vel hjemme igen modtages jeg så af Bærmispelen og tulipanerne fuldt udsprungne i min have.

Det kan man da kalde en forårsmåned.



også i grøftekanten en plante
der ligger uden for min kendskab

Fornyelsen efter kæmpen som faldt

Når så stort et træ forsvinder bliver der et stort tomrum i haven.

Først var der et kæmpe oprydningsarbejde. Det der kunne bruges til varme i ovnen blev savet op, flækket og stablet. Det gav alligevel 4 rummeter.

Så var der al toppen. Krogede og filtrede uhåndterlige grene, som skulle væk. Det blev med løsningen - leje af en flishugger for en dag. Det gav så yderligere en kubikmeter i flis.
Sådant noget kan jo altid bruges i en have. Noget er allerede lagt ud på aviser omkring en ung hæk i et vildtvoksent hjørne. Og ja så - er da også anvendeligt for lidt graveri af barnebarnet.



Så kom spørgsmålet, hvad så lille fru havedesigner.

Jo set i et nyt lys så var der også et par gamle buske, der var blevet for store og ikke rigtigt mere passede ind i sammenhængen.

Altså op med dem -- ikke en nem opgave, men her er det godt at lokke manden ud i haven med hans drænspade og en saks. Det har han forstand på, og væk kom de genstridige rødder.

Næste skridt blev så plantningen af en bred bøgehæk til at indramme hele vores arbejdsområde med brænde og kompost. 


130 store planter (jeg er for gammel til at vente på små planter) leveret med posten.
Og så skulde der plantes i to rækker efter nøje udmåling med haveslange og pinde.
Det er lidt sent på vinterhalvåret at plante, så den skal virkeligt eftervandes hele sommeren over. Heldigvis har jeg i forvejen en lang siveslange, som nu er lagt ud mellem rækkerne.


Så nu venter jeg bare på at hækken folder sig ud flot og bred, så den med tiden kan klippes til i en smuk stram slyngende skulptur.

Kjolen og krokusen

De vælter op i haven. I forskellige tempi og farver. Og så gør solen jo i disse dage alt for at åbne de blomsterne krokus til et blændende farveorgie. Erantis og vintergækkerne står der med deres nu farveløshed og næsten undskylder deres eksistens.

Især den solgule krokus er meget villig til at brede sig.
Jeg købte en enkelt pose for tredive år siden og de har flyttet med mig fra have til have.
I min nuværende have har jeg gennem årene flyttet rundt på dem flere gange. Hver gang har jeg ikke fået gravet alle løgnene op og derfor titter de nu frem alle muglige steder.
Nogle steder kommer de også op gennem andre planter, fordi konen her ikke kan huske dem, når jeg senere på året er ude plante og flytte rundt. Men det er bare hyggeligt. Hvis det er helt galt tar' jeg ved deres lange blade efter blomstring og flytter dem til et bedre sted.
Skulpturen er lavet af "manden i huset"

 

Manden i haven

Venter på forår og sommer.
At have skulptur i haven er med til at give forskellige stemninger året igennem.

Her "Mand i badstue" er lavet af "manden i huset", som også er den gode hjælper til de tunge håndværksmæssige opgaver i haven og den man med udbytte kan vende sine nye ideer med.


Ja vi glæder os til tiden der kommer -- blomster, arbejde og lidt vinter.

Forårets skulpture -

De nøgne træer fremviser her på grænsen mellem vinter og forår sine skulpturelle former. De fremviser deres smukke former, når man går en tur i landskabet eller kører ud gennem landskabet.

På et sted på vej ned gennem Jylland ad motorvejen, er der et smukt egetræ som gør sig bemærket i landskabet hver gang, vi kommer forbi. Man ser også de lange tjørne- eller rønnehegn som følger landskabets former på en bakkekam.



I haven har jeg i sær to favoritter. Et meget gammelt tjørnetræ i skel og mit gamle æbletræ midt i staudebedet.

Men de andre store træer er også smukke, men dels får de ikke den fulde udvikling på grund af størrelsen (nødvendig beskæring) og dels får de ikke den retmæssige afstand til beskueren, så det skulpturelle kommer til sin rette.

Anderledes er det, når jeg får lejlighed til at besøge parker.

De to billeder med hængebirken og træ-alléen er fra Berlin, hvor det grønne anlæg omkring russiske monement i Treptower park fangede min opmærksomhed.

I Sydengland i de gamle parker til godserne, var der mange voksne, gamle træer. De fik mig helt op det begejstrede felt med deres fuldkomne former og skulpturelle skønhed.